LÆS UDVIKLINGSPLANEN FOR NATURBYDELEN (pdf)
Udviklingsplanen er det centrale grundlag for at realisere vores vision om at udvikle et nyt, attraktivt bolig- og naturområde ned mod Ringkøbing Fjord, der med afsæt i stedets unikke placering vil gøre Ringkøbing til et endnu mere attraktivt sted at bo. Udviklingsplanen rummer:
- Strategier for udviklingen
- En bebyggelsesplan
- Eksempler på, hvordan boligerne kan se ud
- Udviklingsplan er afsættet for dialog med interesserede investorer, developere og kommende beboere – kort sagt alle der har interesse i bydelen. Den er også grundlaget for udarbejdelsen af kommuneplantillæg, lokalplaner m.v.
Natur før huse - huse midt i naturen
Udviklingsplanen for Naturbydelen Ringkøbing K blev offentliggjort i 2014. Udviklingsplanen blev lavet med afsæt i et parallelopdrag, hvor tre hold af arkitekter, rådgivere m.fl., samt deltagelse af og stor interesse fra byens borgere og interessenter, lavede hvert sit forslag til en udviklingsplan.
Den overordnede strategi for udviklingen af Naturbydelen Ringkøbing K er at skabe et enestående, rekreativt naturområde med en meget høj herlighedsværdi, adgang for alle samt en lang række muligheder og attraktioner for byen og kommende beboere - før de første huse bliver bygget.
Naturen blev skabt i 2015-2016 og står nu klar til at de første boliger kan opføres midt i det enestående landskab. Bebyggelserne bliver opført i respekt for og samspil med naturen og får hver sine kvaliteter, som giver plads til forskellige ønsker og behov.
Variation i byggeriet vil fremme et afvekslende og levende udtryk i bebyggelserne, og gøre Naturbydelen Ringkøbing K til en mangfoldig, levende bydel med attraktive boliger for alle og en stor herlighedsværdi. Her er der rum til både at nyde privatheden og være sammen med andre.
Foruden udviklingsplanen er der lavet en fysisk plan, et kvalitetsprogram og en eksempelsamling med otte bebyggelser.
Se de andre udgivelser om Naturbydelen Ringkøbing K